sikumik aatsitsivik/ issmelteri
Sikoqarneq inuit angalanissaannut mattussisuusanngikkaluartoq qangaaniilli, misigisarpara uannut ungalernermik sumut pinersumut nalusannik pilersitsisoq.
Immaqa nuttartarnera ilaquttannut aamma atugaritittagara tassunga attuumassuteqarsimavoq ? Uninngaannarusunnginnermut timikkut tarnikkullu. Kalaallit nalinginnaasumik taamaannerpat?Imaluunniit nalinginnaasumik sikusartumiittut. Inuit nuttartut mattussaarusunngitsut?
-------------
For mig virker det befriende. Som om mit åndedræt lettes. Det fører mig tilbage til min følelse af ikke at kunne vente på næste gang, det kommer igen, når det sidste skib sejlede bort for først at komme igen om foråret i min barndom i Upernavik. Når helkopteren, der dengang kom sjældnere end den gør i dag, var ankommet og fløj bort igen, så jeg langt efter det af længsel. Af længsel efter hvad ved jeg ikke, og har ikke fundet ud af det endnu.
Selvom is i sig selv aldrig har lukket af for trafik udadtil, bevirker den i mig, at jeg føler længsel for noget jeg ikke er i stand til at definere nærmere.
Måske har dette sammenhæng med de mange flytninger, jeg har udsat mig selv og min familie for? Fordi jeg ikke kan lide at være stillestående i mit sind og krop. Gad vide om grønlændere er sådan indrettet i almindelighed? Eller en befolkning der bor et sted, hvor havet fryser til is? Måske et nomadefolk, der ikke ønsker at blive lukket ind??
Kommentarer